Ørestad Friskole skaber rum til fordybelse med Feng Shui

Ørestad Friskole skaber rum til fordybelse med Feng Shui

Ørestad Friskole skaber rum til fordybelse med Feng Shui

Den 24. april var 3 af mine studerende fra Nordisk Akademi for Lotus Feng Shui og jeg på besøg på Ørestad Friskole på Amager med henblik på at komme med ideer til optimering og forskønnelse af to rum, der bruges af 2. klasse i skoletiden og som SFO for 0-3 klasse i eftermiddagstimerne.

Besøget var en del af de studerendes praktik i forbindelse med deres uddannelse til Feng Shui konsulenter og var kommet i stand på foranledning af en af forældrene til et af børnene, der går på skolen.

Ørestad Friskole, Nordre Digevej, 2300 København S.

Sine som den pågældende forældre hedder, havde kontaktet Skolens leder og forhørt sig om de var interesserede i at være praktiksted for vores studerende og bruge Feng Shui i indretningen, og om de var interesserede i at bruge de penge, der var nødvendige for at forskønne rummene. Lederen sagde ja, og derefter blev vi inviteret til et indledende møde med skolens leder og de pædagoger, der bruger lokalerne i SFO tiden.

Målet med mødet var at få afstemt ønsker og muligheder for forandringer til de to lokaler. Skolens pædagoger havde på forhånd lavet en liste over ønsker til lokalernes funktion og indretning, og gennem samtale fik vi præciseret disse, så vi fik et godt overblik over i hvilken retning, vi skulle arbejde ved Feng Shui konsultationen.

Ønskerne var:

  • Tydelige zoner til fordybelses og hygge-leg ( ikke tumle-leg).
  • Bedre opbevaringsmuligheder, gerne som flytbare kasser.
  • Mere og bedre brug af farver i indretningen.
  • Flere levende planter.
  • Et spille/læsehjørne.
  • En besked zone, hvor fælles beskeder kan gives.
  • Opslagstavler

Den økonomiske ramme blev sat til 10.000 kr. , hvilket også afspejler sig i de forslag de studerende er kommet med.

Efter det første besøg, og den egentlige Feng Shui konsultation på skolen, udarbejdede de 3 Feng Shui konsulenter Mona, Line og Louise en rapport med deres forslag til ændringer i de to rum, så skolen havde en arbejdsmanual i forhold til at få ført de forskellige ideer ud i livet. Derefter blev der lagt en plan for, hvornår de forskellige tiltag skulle udføres.

 

SFO området til fri leg

Især rummet, der er tænkt til fri leg i SFO tiden, fungerede ikke efter hensigten. Ønsket var, at der skulle være en hyggelig og rolig stemning, der lagde op til leg og fordybelse, men rummet havde mere banegårdsstemning, da det blev brugt til at gå igennem for at komme til undervisning eller for at komme ud på den anden side af skolen. De mange døre og vinduer i rummet bidrager også til en mere aktiv energi (yang), der ikke er befordrende for den følelse af hjemlig hygge, vi ønskede at skabe her.

     

Da vi kom, stod de to sofaer ud til hver deres side i lokalet og med masser af fri gulvplads imellem. Den ene sofa stod med ryggen ud til terrassen. Den stod rigtig dårligt med ryggen til vinduet uden rykdækning og i en for hurtig energi  lige inden for indgangsdøren til rummet ( se billedet herunder til højre). Hvis du skal slappe af i en sofa, skal den stå et sted, hvor energien er langsom og ikke midt i en gangbane, hvor energien er meget aktiv.

     

billedet til højre ses indgangsdøren til SFO rummet til fri leg.

For at gøre SFO området til et rart og afslappende sted at være for børnene har de 3 Feng Shui Konsulenter på opgaven, Mona, Line og Louise arbejdet med at gøre rummet mere yin altså få energien til at bevæge sig langsommere. Dette har de bl.a. gjort ved at placere reoler og planter, så de bremser energien  og ved at anbefale mange bløde ting til rummet så som tæpper, puder, gardiner og planter med store bløde blade. Bløde ting absorberer energi og får den til at bevæge sig langsommere.

Den hvide vægfarve bidrog også med meget yang energi til rummet, og derfor har de foreslået en brun vægfarve i stedet.

Den brune vægfarve tilhører jordelementet, der giver en følelse af nærhed, tryghed og omsorg. Lige præcis de følelser vi ønsker, at børnene skal få, når de er i rummet. For at give børnene en følelse af stabilitet, har vi valgt, at begge rum skal males i den samme brune jordfarve. I en verden, hvor alting forandrer sig med lynets hast, er det vigtigt at give børnene en følelse af stabilitet og tryghed, så de får overskud til at møde verden med alle dens krav til dem, og så de får et solidt fundament (jordelement) at stå på.

Kineserne mener, at en af forudsætningerne for at leve et langt lykkeligt liv er, at vi føler os trygge i vores hjem, men det gælder så sandligt også i skolen, hvor børnene opholder sig i mange timer hver dag.

 

Der er sat en reol op for at bremse den energi, der kommer susende ind ad døren, og for at skabe en zone til leg på den anden side af reolen. På billedet til højre er der kommet grønne gardiner op, der er bløde, og som sammen med tæppet bidrager til at gøre rummet mere roligt (yin).

Udover den brune farve, der giver ro til rummet, er der valgt blå og grønne farver i indretningen.

 

Bagua

Inden Feng Shui konsultationen på Ørestad Friskole havde Mona, Line og Louise langt en Bagua på plantegningen over hele skolen med henblik på at se, i hvilke livsområder de to lokaler lå og for at se hvilke af de 5 elementer, der skal være mest dominerende i området.

Efter at have lagt Bagua på plantegningen kunne vi se, at SFO rummet til leg og fordybelse lå i område 4 i Bagua. Livsområde 4 er området for kreativitet, og energien i syd øst befordrer inspiration og nye ideer, så det er den perfekte placering af en SFO, hvor børnene skal lege og være kreative. Vi har arbejdet ud fra kompasmetoden, hvor Bagua orienteres efter de 8 kompasretninger.

Livsområde 4 har  træelementet tilknyttet. Træelementet er repræsenteret af de grønne farver, ting i træ og høje opadgående former.

Derfor har Mona, Line og Louise anbefalet grønne og blå farver i indretningen. Der er f.eks. anbefalet en grøn farve til væggen ind mod klasselokalet, grønne madrasser i himmelsengen, grønne gardiner og en ny grøn farve til sofaerne.  Den blå farve er vandelement, der nærer træ elementet, og den er bl.a. kommet ind via blå puder, blå sengehimmel og blå hygge tæpper i sofaen.

Det gode ved de blå og grønne farver er også, at de er det, vi kalder yinfarver, så de bidrager med den rolige stemning til rummet.

 

Besked Zonen bygges:

   

En af forældrene bygger den Besked Zone, som lærere og pædagoger efterspurgte. Den skal bestå af to reoler, som er brede og dybe nok til, at man kan sidde på toppen af dem. Hver reol placeres bag ved de to sofaer, for på den måde at konstruere en ”trappe”, hvor børnene kan sidde på toppen af reolerne, på sofaernes ryg og nede på selve siddehynderne på sofaen. Det gode ved reolerne i besked zonen er samtidig, at de kan bruges til opbevaring så det, der står på gulvet, kommer  væk herfra.

Besked zonen skal bruges af lærer og pædagoger til at give beskeder, og samtidig kan den også bruges som et læsehjørne, hvor der også er plads til hygge-leg og andre aktiviteter, der kræver ro og fordybelse.

 

Besked Zone før og efter.

 

SFO rummet til fri leg før og efter

Herunder ser du et før og efterbillede af det rum, der indtil videre har gennemgået den største forvandling. Rummet er bl.a. blevet malet, og der er blevet bygget reoler til beskedzone ud af køkkenskabe moduler. Da det er forældre til børn på skolen, der på frivillig basis har bygget de nye møbler, malet, fundet de rigtige billeder, tæpper, gardiner med mere, er det en proces, der tager tid, og derfor er det kun nedenstående rum, der ind til videre er helt færdigt.

Det andet lokale skal først males og have en makeover til september. En del af denne makeover består udover at rummet skal males også i oprydning, og der skal indkøbes nye skabe til klasselokalet.

 

Feedback fra forældre og pædagoger efter rummets makeover.

Vi besøgte Ørestad Friskole søndag d. 24. april for at se på deres lokaler og efterfølgende  komme med ideer til, hvordan de kunne indrette de to rum med henblik på, at det skulle blive et rart sted for børnene at være. De studerendes rapport med ændringsforslag blev sendt til skolen den 25. maj, og den 6. juni stod det første rum færdigt. Vi skriver i dag d. 25 juli, og der er gået lidt tid siden rummet til fri leg fik sin make over og blev taget i brug igen.

For et par dage siden ringede jeg til vores kontaktperson på skolen Sine for at høre, hvad hun har fået af tilbagemeldinger fra forældre, børn, lærere og pædagoger, siden rummet er blevet taget i brug igen efter nyindretningen.

Sine fortæller, at det har gjort hende rigtig glad, at hun har fået så mange positive tilbagemeldinger fra forældre, der synes, at rummet er blevet virkelig flot og indbydende. Sine har også fået utroligt mange henvendelser fra forældre, der har givet udtryk for, at de er meget rørt og taknemmelige over, at der er blevet gjort noget for, at deres børn kan føle sig bedre tilpas i rummene og for den omtanke for deres børns trivsel, der ligger bag forvandlingen af SFO `en.

Før løb børnene ind og ud af rummet og brugte det som gennemgangsrum. Selvom der var masser af plads på gulvet, var der sjældent børn, der sad og legede der. Nu finder børnene ro og tryghed i rummet, og derfor bliver de derinde i stedet for bare at løbe igennem rummet, som de gjorde før. Rummet er blevet så populært, at alle legezoner er taget i brug, og nu sidder der børn midt på gulvet og leger.

Sine fortæller, at rummet bliver udnyttet til fulde, og  der er kommet langt flere børn i rummet. Til trods for at der nu er langt flere børn i lokalet end tidligere, oplever pædagogerne, at rummet har en roligere stemning. Det skaber også ro, at de enkelte zoner fungerer efter hensigten. F.eks. er hyggekrogen ved vinduet blevet et kæmpe hit, og der sidder altid nogen under den blå sengehimmel.

Besked Zonen, som bruges til at give fælles beskeder, og til hvis der f.eks. skal læses en historie op, er også blevet så populær, at en af de andre lærere har givet udtryk for, at hun også meget gerne vil have en Besked Zone i hendes klasse, som holder til i en anden bygning. Lige nu låner hun SFO`ens Besked Zone, når den er ledig.

Ja faktisk er alle blevet så glade for den nye Feng Shui indretning af det første rum, at de gerne vil give hele skolen en Feng Shui makeover.

De 3 Feng Shui studerende, der har hjulpet Ørestad Friskole med nyindretningen af deres lokaler, er i dag færdiguddannede Lotus Feng Shui konsulenter, og skulle du have lyst til at få deres hjælp til dit Feng Shui projekt, kommer deres kontakt-oplysninger her:

Mona S. A. Jensen, Nordisk Feng Shui, kontakt: nordiskfengshui@gmail.com

Line Gunnarsrud: kontakt: Line@fengshuirooms.dk

Louise Rye-Romme: Instagram: Loiisethien

Permalink

Recent Posts

Leave a comment

POST COMMENT